Konflikten handler om en ny type flygtninge. De optræder som “uledsagede mindreårige” i statistikkerne. I virkeligheden er det en stor gruppe afghanske drenge, der siden 2007 er flygtet fra krigen. Det er deres liv, der er på spil i den lov.

I 2009 søgte 529 asyl i Danmark som uledsagede mindreårige. Det er omtrent en fem-dobling i forhold til 2007.

De er stort set drenge alle sammen, som oftest over 15 år, og tre fjerdedele kommer fra Afghanistan. De fleste tilhører befolkningsgruppen Hazara, et mindretal der traditionelt er blevet set ned på af landets andre grupperinger.

Velkommen til Danmark

Røde Kors vurderer, at børnene i gennemsnit opholder sig 8,6 måneder i Røde Kors’ asylcentre for børn og unge. “Men tallene dækker over meget store udsving, og nogle bor hos os i over et år,” fortæller Gitte Nielsen, leder af Røde Kors’ børnecenter i Gribskov. I 2009 fik 86 af de afghanske børn asyl. Det er de heldige. Andre bliver sendt ud af landet. Nogle flygter hvert år væk fra det danske asylsystem. Nogle bliver alderstestet til at være over 18 år gamle. Resten håber på at få opholdstilladelse efter paragraf 9.

Det er netop den paragraf, der blev ændret d. 1. januar. Efter lovændringen siger den, at der kan gives opholdstilladelse,

“…hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens personlige forhold, er særlige grunde til at antage, at udlændingen ikke bør gennemgå en asylsagsbehandling, og hvis der er grund til at antage, at udlændingen ved en tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland vil være uden familiemæssigt netværk eller uden mulighed for ophold på et modtage- og omsorgscenter og dermed vil blive stillet i en reel nødsituation. Opholdstilladelsen kan ikke forlænges ud over udlændingens fyldte 18. år.”

Der er med andre ord to grupper børn, der kan få opholdstilladelse uden at få asyl: De børn, hvor Udlændingeservice og integrationsministeriet begge vurderer, at de vil blive sendt tilbage til en “reel nødsituation”, og de børn der anses for at være for umodne til at gennemgå asylbehandlingen – i praksis de der er under 12 år. I 2009 drejede det sig om 28 drenge, men i fremtiden vil den opholdstilladelse så kun gælde, til de fylder 18. Så bliver de sendt tilbage til Afghanistan.

En uhyre vanskelig situation

Bl.a Røde Kors er stærkt kritiske over for den situation, de afghanske drenge havner i.

“Ved at stille asylansøgere i udsigt, at de udvises fra Danmark, når de fylder 18 år, sætter man dem i en meget vanskelig og usikker situation,” skriver Røde Kors i deres høringssvar til loven. “Udsigten til udvisning lægger et psykisk pres på de unge.”

Røde Kors har ansvaret for børnene, mens sagerne bliver behandlet. Ender behandlingen med, at ansøgeren får den nye tidsindstillede opholdstilladelse, skal han ud i en kommune. Her mener Birthe Rønn Hornbech, at det er muligt at lave målrettede tilbud til drengene inden for rammerne af de eksisterende tilbud. Hun nævner bl.a. folkeskole, ungdomsuddannelse og integrationsprojekter.

Men i kommunerne er man bekymrede. Allerede under høringen stillede Kommunernes Landsforening spørgsmålstegn ved lovændringen. De er betænkelige ved, at flygtningenes manglende mulighed for at planlægge deres tid vil betyde usikkerhed og i sidste ende gøre det svært at lykkes med en indsats over for drengene.

“Det er en uhyre vanskelig situation for dem at havne i”, fortæller Birger Mortensen fra Komunnernes Landsforening. “Det betyder utrolig meget at vide, at man har en vis sikkerhed opholdsmæssigt for fremtiden. For os bliver det vanskeligt at give nogle tilbud til nogen, der kun skal være her, til de er 18. Hvad er egentlig det relevante program? For pludselig giver det ikke mening at lave det arbejde, vi normalt laver med dem, som går ud på at lære dem dansk, at påbegynde en uddannelse osv. Hvis perspektiverne ikke er til stede, kan det også være svært at se, hvad formålet egentlig skal være.”

Den lange rejse

Turen til Danmark har for langt de fleste drenges vedkommende været farlig.

Når drengene snakker med myndighederne, er frygten for Taliban og lignende bevægelser en af de mest almindelige grunde til, at de har valgt at flygte. Det konkluderer FNs rapport “Trees only move in the wind” fra 2010.  Størstedelen har frygtet at blive kidnappet og tvangsrekrutteret. Mange kender nogen, som det allerede er sket for. I dag er flugt så almindelig, at kontakten med menneskesmuglere nogle steder minder om kontakten med et almindeligt rejseselskab. Men rejsen er ikke nogen chartertur.

LÆS OGSÅ: 16-årige Abbas tilhører Hazara-folket. Hør hans historie om flugten fra Afghanistan til Danmark her

Ifølge UNHCR kommer de fleste børn gennem Tehran, Iran. Over en million flygtninge prøver lykken her, men forholdene for afghanere bliver stadigt sværere, og derfor bestiller nogle billet til Europa.

For at komme til Tyrkiet skal de vandre gennem bjergene om natten. Det sker i frygt for politiet og for at løbe tør for penge. Sker det, kan drengene blive efterladt af smuglerne eller tvunget til at arbejde for dem. Målet er Izmir i det vestlige Tyrkiet. Herfra bliver drengene sendt ud i proppede gummibåde med kurs mod Samos eller Lesbos i Grækenland, en rejse med risiko for at kæntre, synke og i værste fald drukne.

Grækenland bliver af mange beskrevet som det mest traumatiske på rejsen. Her bliver de fleste tilbageholdt i Pagani-centeret, som er berygtet for at være overfyldt og med dårlige sanitære forhold. Nogle gange sidder de der i måneder, inden de kan fortsætte mod Italien, og i sidste ende mod bl.a. Danmark. Her begynder endnu en rejse. Den går gennem det danske asylsystem.

Se mere om flygtningenes rejse her

De psykiske ar fra Danmark

Marianne Jelved, mf. for Radikale Venstre, er imod den nye lov og frygter at børnene kan havne i “et tomrum”. Netop den følelse får advarselslamperne til at lyse rødt hos Institut for Folkesundhedsvidenskab.

Signe Smith Nielsen arbejder for Institut for Folkesundhedsvidenskab og er ekspert i psykiske problemer blandt asylansøgere. Hun er bekymret for de afghanske drenges mentale helbred.

“Der er ingen sundhedsfaglige hensyn, der taler for, at man ændrer deres status til midlertidig,” siger hun

I 2008 var Signe Smith Nielsen medforfatter til en videnskabelig artikel, der konkluderede, at opholdstider på asylcentre på over et år femdobler forekomsten af psykiske lidelser hos børn. Hun frygter for, at usikkerheden i den nye ordning kan blive en seriøs belastning for drengenes psyke.

“Man kan forestille sig, at de her børn havner i en limbotilstand. Mangel på fremtid er skadende for det psykiske helbred. Undersøgelser viser, at ligeså snart asylansøgere og flygtninge får tildelt permanent opholdstilladelse, kommer der samtidig en bedring af deres psykiske helbred. Der kommer en sammenhæng i og mening med deres liv. Det giver mening at lære dansk og deltage i samfundet,” siger Signe Smith Nielsen.

I dag har hverken Integrationsministeriet eller Kommunernes Landsforening endnu nogen plan for, hvordan de skal forholde sig til den nye gruppe unge i deres kommuner. Birger Mortensen, chefkonsulent med speciale i integration hos Kommunernes Landsforening,  foreslår at samle dem og måske se på, om nogle af erfaringerne fra de bosniske flygtninge kan genbruges. Men hans idéer er ikke konkrete.

Lovændringen giver samtidig Danmark mulighed for at bygge modtagelsescentre i Afghanistan. Det vil betyde, at man kan sende nogle af Afghanistans drenge tilbage uden at være i kontakt med en eventuel familie. Men heller ikke her har det været muligt at få nogle konkrete planer af Integrationsministeriet. Indtil videre er der ingenting.

Monier Elnoy er fra Darfur i Sudan, men i dag bor han i Istanbul på ubestemt tid. Han har flygtet i fem år. Det var aldrig planen at ende her, men lige nu er mulighederne lukkede, så han forsøger at finde lidt arbejde og ikke mindst lidt mening i gyderne bag Istanbuls pulserende storbyliv.

Det er ved at blive mørkt, da Monier Elnoy bliver bedt om at stige ud af bilen. Han er sammen med to syrere og en landsmand fra sudan. Foran dem ligger bjergene beklædt med skov, og et sted derude ligger grænsen til Tyrkiet. Monier stiger ud. Resten af turen må de klare til fods.

De to sudanesere går lige bag en af de syriske mænd, der har gjort det til sin levevej at smugle flygtninge over grænsen og ét skridt nærmere Europa. Den anden syrer går i forvejen for at holde udkig efter politiet. Monier Elnoy har hørt historier om den her tur. Andre flygtninge har fortalt, at hvis man bliver syg på turen eller kommer til skade, bliver man efterladt alene i bjergene. Smuglerne tager ingen chancer. Folk er døde på den her tur.

De følger deres guide på små stier mellem træerne. Monier Elnoy er taknemmelig for at det er juli, der er ikke koldt og det regner ikke, men han er træt. De går hele natten. Kl ca. 4:00 ankommer de til en lille landsby. De har klaret den. De har nået Tyrkiet.

Der Hvor Europa møder verden
Istanbul ligger på grænsen mellem Asien og Europa. Igennem årtusinder har den placering gjort byen til en af verdens største handelspladser, og den dag i dag ligger utallige store fragtskibe i kø på vandet foran den gamle metropol. Men placeringen gør også Istanbul til et knudepunkt for de tusindvis af mennesker, der hvert år forsøger at migrere fra Asien og Afrika ind i Europa.

Herfra er planen som oftest at tage videre til Grækenland. Ofte har den tur indebåret en livsfarlig sejltur på en gummibåd til en af græske øer tæt på Tyrkiets fastland, men i stigende grad tager flygtningene nordpå, hvor grænsen mellem Tyrkiet og det forjættede EU bliver fulgt af floden Evros. Flere drukner hvert år i flodens stærke strøm, og de, der klarer turen, risikerer at blive tilbageholdt i et af Grækenlands flygtningecentre. Her er levevilkårene så dårlige, at EU-kommisær Cecilia Malmström har kaldt situation “ekstremt bekymrende”, og for nylig beskrev den irske journalist Jamie Smith et af centrene som “Europas Guantanamo” efter at have besøgt stedet og oplevet stanken af urin på mange meters afstand.

Had, kærlighed og ingenting
De dårlige forhold i Grækenland er en af grundene til, at Monier Elnoy i dag bor i Istanbul. Han tør ikke tage chancen, og hans asylansøgning er efter snart to år stadig under behandling i FNs kontorer i Ankara.

Jeg følges med Monier Elnoy på en slentretur rundt i de små gader, ikke langt fra der hvor turisterne bestiller grillet fisk og private mavedansere. Vi kan høre musikken. Monier Elnoy taler lavt, så vi må gå tæt for at jeg kan høre hans historier.

“Jeg tror, at nogle mennesker bliver besatte af at komme til Europa. Det er ligesom at stå foran et hul, og så tænker man kun på, hvordan man kommer over det hul. Man overvejer aldrig, om livet er bedre derovre,” siger han næsten mumlende og uden at kigge op.

Jeg spørger, om han selv overvejer at gøre forsøget.

“Ja, selvfølgelig. Jeg hader mit liv i Istanbul. Men hvad skulle jeg gøre, hvis det lykkedes? Grækenland er ligeså dårligt som Tyrkiet, og jeg har ingen penge til at tage videre.”

Gaderne er egentlig flotte. De er relativt rene, og nogen har engang gjort sig den umage at lægge brostene i sirlige mønstre. Drenge spiller bold op af murene, og længere oppe hænger vasketøj og blafrer i vinden fra Det Sorte Hav.

“Er det ikke ok her?” spørger jeg.

“Jeg har ingenting her,” siger han med samme tonefald, som han siger alt andet.

Flugten
Monier Elnoy flygtede fra Sudan i oktober 2006. Han studerede naturvidenskab, mens borgerkrigen hærgede regionen. På universitetet blev han engageret i en gruppe, der hver uge holdt møder om situationen. De skrev læserbreve til avisen, og Monier Elnoy begyndte sammen med tre venner at printe billeder af ødelagte landsbyer og dræbte civile fra Al Jazeras hjemmeside og hænge dem op på væggene. Det var forbudt, og en dag kom to små biler med seks politifolk og hentede ham og hans venner på universitetet.

Han var fængslet i tre dage, og da han kom ud, blev han bedt om at underskrive et dokument, om at han ikke ville ytre sig mere. Samtidig blev han smidt ud af universitetet.

“Det er svært, når man ser, at medierne lyver. F.eks. blev en by brændt ned, og avisen skrev, at det var forskellige stammer, men det var regeringens egne styrker, der gjorde det. Jeg begyndte at tage mit sportstøj på – jeg er en god fodboldspiller – og så løb jeg ud til landsbyerne. Jeg tog selv billeder af de nedbrændte byer. Jeg har set folk blive dræbt. Jeg har engang set tre soldater voldtage en ung pige. Det her rigtigt. Det her er virkelig sket,” siger han.

Men han behøver ikke overbevise mig. Tonelejet er skiftet.

“Jeg elskede at studere. Jeg søgte ind på andre universiteter, men de havde mit navn i ministeriet, og jeg fik afslag fra alle steder,” fortæller han.

Monier Elnoy efterlod sine forældre, fire brødre og en søster i Sudan, da han tog flyveren til Syrien.

Følelsen af at have glemt noget
I dag snakker Monier Elnoy med sin familie en til to gange om måneden. Det ender ofte med, at han græder. Han bor på et værelse med fire andre mænd i lignende situationer. Om morgenen går de ned på gaden og håber på at finde arbejde. Nogle gange kommer der en forbi og tilbyder dem en eller to dages arbejde, oftest i forbindelse med noget nedrivning eller istandsættelse af huse. Der er også et gratis skoleprogram, som han prøver at følge, men der er langt derhen, og mens han er der, risikerer han at gå glip af arbejde. Så de fleste dage går han bare rundt.

“Kender du den der følelse af at have glemt noget?” spørger han mig. “Den har jeg tit. Det er som om, der er noget, jeg skal. Nogle dage går jeg bare rundt og rundt, ned til vandet og tilbage, og prøver at komme i tanker om, hvad det er. Men det er der ikke. Der er ikke noget.”

Indslag (afsluttes med spot):
(Oplæg og nedlæg speaket af Anton Willemann)

Spot alene:

Alle videoklip på denne side har jeg idéudviklet, filmet, speaket og klippet alene. Denne mini-dokumentar er en forlænget udgave af min eksamensopgave i 2010. Jeg har fjernet oplæg, nedlæg og VO til fordel for et mere kunstnerisk udtryk

Her fik jeg mulighed for at være vært på en halv times radioflade. Interviewet er foretaget live over Skype (efteråret 2010).

Jeg tror, at gode radiojournalister må udvikle en hjerne mere end os andre.

I forbindelse med en opgave, hvor redaktionen fik et døgn til at sammenstykke en halv times live radio, lavede jeg dette indslag fra Oure Højskole.

På trods af stigende arbejdsløshed og eksploderende statsgæld fortsætter aktierne deres fremgang. Det er en fest for spekulanter. Men mange eksperter advarer nu mod uforholdsmæssigt store stigninger, en såkaldt ekkoboble, som kan få uhyggelige konsekvenser.

Siden marts 2009 har aktierne kun kendt én vej: Op. Det burde være et godt tegn, men i Californien sidder en mand på 83 år med en vigtig besked om børsmæglere: De laver generelt den samme fejl to gange.

Mandens navn er Vernon Smith, han er tidligere nobelprisvinder i økonomi og regnes som en af hjernerne bag moderne spilteori. Vernon Smith har forsket i psykologien bag aktiebobler, og ifølge ham er vi midt i den anden dumhed på alt for kort tid. Og det er en fejl, der kan koste alle dyrt.

Det ser ellers så godt ud: I 2009 steg det danske C20-indeks (det tidligere kfx-indeks) med over 35%, og tendensen er den samme i hele verden. Eksempelvis er det amerikanske Dow Jones-indeks steget med over 20%, og det kinesiske Hang Seng indeks med over 50% det sidste år. Kina vender vi tilbage til.

De store stigninger på verdens aktiemarkeder skal ses i lyset af de massive statslige støttepakker, der gennem det sidste år har pustet milliarder ind i bankerne. Nu taler flere analytikere om, at de mange penge har givet medvind til endnu en boble, som den der i 2007 sprængte det internationale aktiemarked og sendte millioner af mennesker ud i arbejdsløshed.

Dengang var fejlen, at spekulanter investerede i aktier, der var langt mindre værd end det, de blev solgt til. Nu advarer Vernon Smith om, at aktiespekulanterne gør præcis det samme en gang til. Boble nummer to hedder en ekkoboble.

Bobler opstår. Bobler sprænger


”Selv når børshandlere kender den reelle værdi af en aktie, kan man være sikker på, at der bliver skabt bobler,” siger Vernon Smith.

I sine undersøgelser satte Vernon Smith 12 personer til at handle fiktive obligationer. Den egentlige værdi var tydelig, men alligevel blev obligationerne efter kort tid handlet til værdier, der var langt højere end den egentlige. Da spillet nærmede sig sin slutning opstod der panik for at få obligationerne solgt og få penge ud af spillet. Boblen brast. Fuldstændigt som den gjorde i 2007.

Vernon Smith satte de samme 12 personer til at spille det samme spil igen. Og ganske rigtigt, en boble blev skabt og ganske som før sprang den til sidst. En ekkoboble. Først tredje gang havde spillerne lært lektien. Nu blev obligationerne handlet langt tættere på deres egentlige værdi.

They really got momentum


”Bobler kan opstå, når nogle spekulanter ikke køber efter den egentlige værdi, men baserer deres investeringer på trends og momentum,” har Vernon Smith skrevet i Wall Street Journal d. 6 april 2009.

På engelsk bliver den type aktiehandel kaldt momentum trading. Momentum er et sportsudtryk, der svarer til, når en dansk sportskommentator siger, at et hold har tur i den, alting lykkes, holdet har heldet på sin side.


Når aktierne stiger, kommer momentum-spekulanterne, og når de investerer penge, stiger aktierne, og så har vi en spiral, en aktieboble. Med andre ord: Når børsmæglere køber aktier, ikke fordi de tror på firmaet, men blot fordi de regner med, at nogle andre vil købe aktierne endnu dyrere, så skaber det en falsk værdi. De overbyder hinanden og puster luft ind i en ballon, der til sidst sprænger.

Timing

”Det har selvfølgelig en selvforstærkende effekt, når alle køber aktier på den måde,” siger Benny Brinch. Han er lektor og hobbyspekulant, og han blev landskendt, da han d. 14. april 2007 sagde følgende til Børsen:


”Tiden er inde til at sælge det hele og gå kontant. Præcist hvorfor ved jeg ikke. Det er en fornemmelse. Det hele er rødglødende for øjeblikket. Dampkedlen er ved at koge over. Noget siger mig, at aktierne snart falder voldsomt. Jeg er bange for et større sammenbrud i den nære fremtid. Muligvis tager jeg fejl. Dem jeg snakker med om aktier, siger jeg skal købe. Men jeg har valgt at sælge.”


Meget få professionelle ville dengang lytte til ham, men da aktierne kort efter begyndte en historisk nedtur, ville mange nok ønske, at de havde. 

Mod afgrunden
Så hvad nu? Har han været fornuftig og solgt det hele igen?

”Indtil videre har jeg en forsigtig fod på speederen. Det hele er spilteori, ligesom James Dean i Rebel without a cause, der hvor han kører i bilen. Det er ham og hans ven i hver deres bil, fuld fart mod afgrunden, den der hopper fra først er en chicken,” siger Benny Brinch.



Benny Brinch og Vernon Smith er enige om tre ting: Afgrunden kommer, det bliver et stort sammenbrud, og ingen ved hvornår. 


Problemet er, at ingen kan se afgrunden. Ingen ved, hvornår the momentum stopper, hvornår ingen længere vil købe ens aktier. Når kurserne er i frit fald, skulle man være den, der havde sprunget fra først. 


”At købere vil forsvinde fra boblen på et tidspunkt er forudsigeligt; det, der ikke er forudsigeligt, er timingen,” har Vernon Smith sagt til Wall Street Journal.

Til Newsweek har han formuleret det på en lidt anden måde:


”Vi tror, vi kan slå the crowd, men vi er the crowd.” 


Rutsjebanen

Det kan være næsten umuligt at forstå, hvorfor aktierne skal sendes ud på så mange ture på rutsjebanen. Benny Brinch har en simpel og logisk forklaring. 


”Det handler om at tjene penge. Man er nødt til at være med, når det stiger. Så lang tid det stiger, er der penge at tjene. Sådan er en aktiehandlers psykologi. Det er farligt, men ellers tjener man ingen penge.”


Vernon Smith forklarer det på denne måde:


”Because bubbles are never about reason.”


Pointen er, at så lang tid man holder sig på den gode side af en boble, er det rigtig sjovt. Ekkobobler kan være meget, meget profitable. I Vernon Smiths forsøg var der nogen, der slap ud med penge på lommen: De der købte tidligt og solgte før krakket. Der er nogen, der slår the crowd. Men ekkobobler har ligesom månen en mørk og en lys side: Så længe aktierne stiger, er alt lyst, men bliver man siddende for længe, bliver man fanget der, hvor pengene forsvinder hurtigere end man kan nå at sige sort hul. 



Kina
Selvom ingen kan sige præcis, hvornår et sammenbrud vil komme, har Benny Brinch dog en idé om, hvor man skal kigge hen, hvis man vil se de første krisetegn. Hans øjne er vendt mod øst, der hvor solen står op, og der hvor kurserne er steget allermest: Kina. Benny Brinch frygter, at Kina kører i fuld fart mod en gigantisk finansiel solformørkelse.


”Den er helt gal med kina. Jeg er meget bekymret for udviklingen på lang sigt, for Kina puster kunstigt liv i sin økonomi ved at holde valutakursen uholdbart lav,” siger han.


Og han er langt fra alene om den anskuelse. For selvom Danske Invest og Jyske Bank begge varsler flere investeringer i Kina, er der mange analytikere, der kigger med skepsis mod riget, der med sin utrolige vækst reelt er centrum for verdens finansielle udvikling i disse år. Blandt dem er ledende personer i Bank of Americas og Morgan Stanley Investment Bank, to af verdens største investorer.


”Det vil give problemer på verdensplan,” siger Benny Brinch, ”det kan få konsekvenser ligesom dem vi så i 30erne, hvor lande bygger blokader op mod hinanden. Måske kan vi holde sammen i EU, men det kan stadig få uhyggelige konsekvenser. Det kan blive en katastrofe for verdensøkonomien.”

Indslaget blev lavet i 2010. Jeg har lavet indslaget alene som VJ.
Man kan måske sige at det er lidt snyd, fordi jeg selv arrangerer netop det poetry slam, Mathilde stiller op i, men vores lærer bad os om at lede efter stærke følelser, og så syntes jeg, det var oplagt at filme lidt fra min egen baggård.

Få kilometer fra Hørsholm Golfbaner ligger Sandholmlejren. Her bor 800 mennesker fra hele verden i noget, der ligner en lille landsby af containere, murstenshuse og opsatte to-værelses rækkehuse. Udenfor porten står en flok mænd. De snakker langsomt, og blikkene hænger ligeså dovent som skyerne og røgen fra deres cigaretter i den kolde morgenluft. Det her er Center Sandholm, det ene af Danmarks to modtagelsessteder for de, der har fundet vej hertil og sagt det magiske ord: Asyl.

Sandholm er ikke en opholdslejr. Det er et modtagelse- og udsendelsescenter. Det er rammen om mange tusinde menneskers første nat i Danmark og lidt færres farvel til en drøm om velfærd, dollars og en ny begyndelse. Det er en af de mest omtalte institutioner i landet og centrum for en ophedt debat. Og så er det et midlertidigt hjem for 800 flygtninge.

I Sandholmlejren får de deres lommepenge og kantinemad, her bliver de efterset af en læge og får point, som de kan veksle til nyt tøj i clothes shop’en; og her er ungdomsklub, børnehave, systue og internetcafé. Og så ikke så meget mere. I Danmark må en asylansøger ikke arbejde lønnet, og selvom Røde Kors afholder kurser, og frivillige organisationer laver aktiviteter mm., kan dagene blive tunge. Lommepengene dækker knap nok én ugentlig tur til København og er slet ikke nok til hverken telefon eller tivoliture. Sandholm er ikke nogen forlystelsespark.

We just sitting and waiting

Shabani Baruso sidder i internetcaféen. “Ingen ved, hvornår de kan sige noget om min sag,” siger han på engelsk med Vestafrikansk accent. Han surfer distræt på Yahoo. “Vi sidder bare og venter,” siger han, “måske vil min sag tage lang tid, der er mange mennesker, men der er ingen sikkerhed for, at jeg får asyl.” Shabani er igang med første fase af sin sagsbehandling. Her forsøger Rigspolitiet at afdække asylansøgerens identitet og rejserute, og det kan tage måneder, før selve sagsbehandlingen, fase 2, går i gang. Så lang tid Shabani Barusos sag er i fase 1, vil han sidde foran skærmen og surfe med de andre mænd i internetcaféen.

“Jeg har ingen forbindelse med min familie i Congo,” siger han. “Der er krig. Meget krig. Jeg venter. Jeg sidder bare her uden noget at lave. Jeg ved ikke hvor lang tid.”

Det er Rigspolitiet, der foretager identitetsafhøringer. De har netop gennemført en ny reform for at strømline og målrette indsatsen. Reformen kommer ovenpå et stort underskud i 2008, og den har ført til nedskæringer.

“Jeg har hørt Rigspolitifolk udtrykke bekymringer for, hvordan det skal gå.”

Ordene kommer fra Jørgen Chemnitz, asylchef for Dansk Røde Kors. Neskæringerne kommer samtidig med klimatopmødet, der trækker kræfter fra hele det danske politi – og samtidig med det rekordstore antal asylsager på Rigspolitiets skrivebord.

“Behandlingstiden lige nu er ca. 9 måneder. Det er passende. Selvfølgelig ville det være ønskeligt, at det skete hurtigere. Vi ved, at hvis den kommer op over et år, begynder det at give problemer.”

Jørgen Chemnitz er bekymret.

“Jeg ved, at klimatopmødet vil påvirke deres arbejde. Det er vitalt, at man hos Rigspolitiet kan holde kadencen, for ellers kommer man af den grund til at oprette centre, og det er jo dårligt. Vi vil meget hellere have, at midlerne bruges på Rigspolitiet i stedet for at oprette centre.”

Røde Kors er netop nu ved at åbne flere nye asylcentre og regner med snart at have beboertallet nede på 600 igen

Minderne
Sandholm er en gammel kaserne, og området rundt om lejren er stadig forsvarets. Når de øver, runger lyden af skud over flygtningelejren. De fleste beboere i Sandholm er her, fordi de frygter for deres liv, de er flygtet fra deres hjemland, fra krigen og minderne.

Shabani Baruso er fra Congo, hvor 2,7 millioner er døde siden 2004. Nu bor han i bygning 68. Det er en lang to-etagers bygning, hvor single-mændene bor i værelser med op til otte personer. Gulvene flyder med skodder, og luften er tung. På et skilt over en overfyldt skraldespand hænger et skilt: Don’t feed the rats!

I Sandholm er det beboernes eget job at gøre rent, men i bygning 68 går det meget dårligt.

I den anden ende af lejren ligger børnehaven. Alle børn mellem 2 og 5 har mulighed for at lege her, og der er legetøj nok til alle. Faktisk ligner det fuldstændigt en normal dansk børnehave. I en mappe er der mange billeder af en dreng, der griner.